60+erne på udflugt til Nykøbing Roklub

23. juni 2020 15:43 , af Gitte Kokholm

Det var en skøn morgen med solskin, da syv glade roere fra Skive Roklubs seniorafdeling, også kaldet 60+erne, onsdag den 17. juni kørte afsted mod Nykøbing Roklub klokken otte. Arrangementet er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor de to klubbers 60+afdelinger på skift besøger hinanden i løbet af rosæsonen. Denne gang var det så Skive Roklubs tur til at besøge Nykøbing Roklub.

Dagen startede med kaffe ved ankomst i roklubben i Nykøbing, og efter gensynsglæde og kaffe var der fælles rotur ud fra Nykøbing Roklub. Fire inriggerbåde var på vandet med i alt 18 roere ved årerne. Fjorden var nærmest havblik, så det var en fantastisk flot tur, og en vindstille dag er en unik oplevelse.

Efter roturen var det tid til at indtage den medbragte frokost over udveksling af roerfaringer og hygge. Og selvfølgelige var der også kage til kaffen. Roerne kender efterhånden hinanden rigtig godt, for venskabet imellem klubberne har varet i mange år, og det er blevet til mange hyggelige stunder og gode arrangementer igennem årene. Næste gang er det Nykøbing Roklubs tur til at komme på besøg. 

Skive Roklubs 60+er afdeling er den meget aktiv del af Skive Roklub, og medlemmerne mødes fire gange om ugen til træning i ergometermaskiner og roning på vandet, afhængig af årstiden, vind og vejr. Året rundet bliver det dog altid afsluttet med kaffe. Ud over den ugentlige træning bliver der ofte arrangeret madpakketure på cykel, træning i landgang, og hvad der ellers bliver fundet på.

Se mere om vores 60+ afdeling her

Se flere billeder fra turen vedhæftet nedenfor.