Skive Roklub valgte et glimrende år at holde 100-års jubilæum.
Det slog medlem af bestyrelsen for Dansk Kano og Kajak Forbund Richard Jacobsen fast i sin tale under en reception i Skive Roklub lørdag i anledning af Skive Roklubs 100-års jubilæum.
- I har jo valgt at holde jubilæum samme år, som Skive by fylder 100 år som købstad. Det er både historien om en by, som gennem 700 år har udviklet sig omkring mennesker, handel og vandet. Og det er historien om en klub, som har været en del af den by i 100 år. En roklub er ikke bare et sted man opbevarer nogle både og dyrker en idræt. Skive Roklub er en del af Skive bys historie. Generationer har fundet vej herned til vandet. De har lært at ro, de har fået oplevelser, de har fået venner og været en del af klubben, sagde Richard Jacobsen.
Og generation på generation har givet plads til nye generationer.
- Ikke bare bygninger og både består, fordi de har gjort det, det gør fællesskabet i jeres klub også. Jeg kiggede ind på Skive Roklubs hjemmeside. Her står, at i Skive Roklub kommer vi hinanden ved. Dét siger noget om, hvordan et fællesskab kan vare i 100 år. Kommer man ikke hinanden ved i en klub som jeres, så er der ikke noget – så har man bare samme medlemskort, lød det fra Richard Jacobsen.
Dét væsentlige element i en klub kommer af, at medlemmer tager ansvar for fællesskabet.
- Det gør man ved at tage imod nye medlemmer, dele sine erfaringer med dem og ved at give en hånd, når der er brug for det. Dét er frivillighed i sin smukkeste form, og uden dén bliver ingen forening 100år, slog Richard Jacobsen fast.
Det handler om at tage imod nye, give sig tid til dem. Det handler om snakken før og under roturen og under kaffen efter roningen.
- Det handler også om de mennesker, man aldrig havde mødt, hvis man ikke delte gælden ved at sætte en båd i vandet derude, sagde Richard Jacobsen og pegede ud mod havnebassinet.
Et 100-års jubilæum er en god anledning til at sende tanker bagud i tiden.
- Til de bestyrelsesmedlemmer, instruktører, trænere, frivillige og medlemmer, der gennem 100 år har været med til at skabe den klub, I har i dag. Nu er den vigtigste opgave for jer at give dét, de skabte, videre, sagde Richard Jacobsen.
Det viste forsamlingen med stort bifald sig enig i.
Fotografiet af Richard Jacobsen blev taget under hans tale i Skive Roklub. Skive Roklubs 100-år flag, som vajer over klubben i år, er sat ind,