I Skive Roklub ror vi både til lands og til vands, og som medlem af Skive Roklub har du adgang til alle klubbens faciliteter. Uanset hvad du vælger, får du byens bedste udsigt!
Vores træningslokaler benyttes flittigt året rundt, selvom aktiviteten selvfølgelig er størst i vinterhalvåret. Her kan du vedligeholde roformen på vores ergometerhold, og her kan alle deltage. Vi har hold både i løbet af hverdagene og i weekenden. Holdene er populære, og i weekenderne afsluttes træningen ofte med morgenkaffe.
Du er velkommen til at deltage på vores ergometerhold for at se, om det er noget for dig. Kontakt Casper Nielsen på mobil 2331 2826, så får du en introduktion til roklubben og en rundvisning.
Rospinning
Vi har ugentlige træningshold i vores ergometer-maskiner i vinterhalvåret. Holdene er rospinning (træningsintervaller med musik) og traditionel ergometertræning og instrueres af klubbens uddannede ergometer-instruktører, som sørger for god musik og motivation til at få sved på panden. Ønsker du at deltage på de faste hold, følger du instruktørens anvisninger. Motionsrummet kan benyttes frit under ergometerundervisningen.
Mandag | kl. 17.15 | - | 18.15 | Tilmelding via hjemmesiden eller app |
Tirsdag | Kl. 05.45 | - | 07.00 | Tilmelding ikke nødvendig |
Onsdag | ||||
Torsdag | Kl. 17.00 | - | 18.00 | Tilmelding via hjemmesiden eller app |
Fredag | kl. 06.00 | - | 07.00 | Tilmelding ikke nødvendig |
Lørdag | Kl. 08.00 | - | 09.00 | Tilmelding via hjemmesiden eller app |
Søndag |
Klubben summer af liv allerede fra morgenstunden, og der kan alle dage forventes, at der i tidsrummet mellem kl. 5.00 og 7.00 kan forekomme høj musik og masser af træning for de morgenfriske.
Der er 60+ træning hver mandag, tirsdag, torsdag og fredag formiddag mellem kl. 07.00-10.30. Se mere om vores 60+afdeling.
Som medlem af Skive Roklub kan du frit benytte vores Concept2-ergometermaskiner. Du kan træne på egen hånd eller deltage på vores hold med en uddannet ergometer-instruktør. I vores træningslokaler er der også mulighed for pulstræning på kondicykler, cross-trainer, kajak-ergometer og træning i maskiner og med vægte og bolde.
Skive Roklub ligger på lystbådehavnen i Skive med flot udsigt over havnen og havneindløbet. Der er mulighed for omklædning og bad med sauna i forbindelse med træningen. Klubben er kendetegnet ved et godt socialt sammenhold og en god klubånd.
Du er velkommen til at komme og prøve både roning på vandet og ergometertræningen. Så du kan se, om det er noget for dig, inden du melder dig ind.