Under Søsportshavnens dag på Skive Søsports Havn blev Skive Roklubs 100 -års jubilæum fejret på flotteste vis
Af Jens Kristensen
Klubber på Skive Søsports Havn fik mange mennesker til at besøge havnen lørdag.
I anledning af Skive bys 700 år som købstad og Skive Roklubs 100-års jubilæum afviklede Skive Søsports Havn, Skive Sejlklub, Skive Watersport, Skive Træskibslaug og Skive Roklub Søsportshavnens dag.
Over godt halvanden time lørdag formiddag viste medlemmer af klubberne, hvad de kan tilbyde. Roere, sejlere og surfere strøg hen over vandet i og på fartøjer ved Skive Søsports Havns mole ud mod fjorden, hvor mennesker i alle aldre så på. Folk fra Dansk Søredningsselskab satte ud i en RIB-båd med 300 hestekræfter for at demonstrere, hvordan de kan undsætte en nødstedt sejler. Falck sejlede ud og viste, hvordan falckfolk kan undsætte en kajakroer, der bliver syg på vandet.
Niels Jørgen Hedevang fra Skive Sejlklub og Lars Seibæk fra Skive Roklub guidede publikum gennem aktiviteterne på vandet.
Klubberne havde åbent hus, og mange mennesker kiggede ind for at høre om klubbernes tilbud.
Ved middagstid talte borgmester Alfred Brunsgard ved Skive Roklub.
- Sikke en dag at fejre Skive Roklubs 100 år her med fjorden lige foran os med masser af liv på kajen og med smukke træskibe, der snart anløber Skive Havn. Det er svært at finde en bedre ramme om en forening, hvor vandet har været omdrejningspunktet i 100 år, sagde Alfred Brunsgaard.
Han pegede på, at klubber som Skive Roklub er meget andet selv roningen, eller hvad en klub nu tilbyder. De er også kammeratskab, oplevelser og ikke mindst aktive klubmedlemmer.
- Det er frivilligheden og fællesskabet, der får en forening som Skive Roklub til at leve – år efter år, generation efter generation. Det har I grund til at være stolte af, fastslog borgmesteren.
Skive Kommunes gave til Skive Roklub var en gavecheck på 10.000 kroner – 100 kroner for hvert år. Lone Sandahl, formand for Skive Roklub takkede.
- Dagen i dag viser klart, hvor meget vi kan på Skive Søsports Havn, når vi arbejder sammen. Jeg vil gerne sige tak til de andre klubber og til alle de frivillige, der har knoklet mange timer for at få denne fine dag på skinner, sagde Lone Sandahl i sin tale.
Der var pølser med brød og kildevand til de gæsterne, og de blev revet væk.
- Søsportshavnens dag forløb perfekt. Vejret var godt, mange kom på besøg og viste interesse for klubbernes aktiviteter. Vi fik på en meget flot måde vist, hvad klubberne kan. Jeg synes også, der var en meget fin opbakning fra politiske side, flere medlemmer af Skive Byråd deltog, siger Lone Sandahl.