Norlys gav 50.000: Der er stor gejst i Skive Roklub

17. september 2026 10:22 , af Jens Kristensen

Der er en fornøjelse af være næstformand for bestyrelsen for Norlys Vækstpulje Midt – og især en dag, modtageren af en donation fra puljen fejre sit 100-års jubilæum.

Det sagde næstformanden, Jens Jørn Justesen fra Glyngøre, da han lørdag under Søsportshavnens dag kom  med 50.000 kroner til Skive Roklub.

Pengene er blevet brugt til køb af en særlig hurtig udgave af en såkaldt costal-robåd til cirka 100.000 kroner.

- Vi i Norlys Vækstpulje er glade for at kunne støtte jeres køb af jeres nye, lidt specielle båd. Jeg blev glad, da invitationen til at deltage i dag kom. Jeg har været i roklubben før, og jeg beundrer den gejst, der bliver lagt i klubben. Roning er en fin sport, som giver masser af motion og frisk luft, sagde Jens Jørn Justesen under en reception i Skive Roklub lørdag under Søsportshavnens dag.

På fotoet døber Jens Jørn Justesen den nye båd - den har navnet Stårup.

Han har før som medlem af Norlys Vækstpuljes bestyrelse været med til at støtte fornyelse i Skive Roklub.

- 100-års fødselsdag er da noget helt særligt. Jeg tænker her på, der i 1926 vist ikke var ret mange aktive medlemmer! Dengang var arbejdstiden vel ni timer dagligt, også om lørdagen, og rigtig mange havde kun til dagen og vejen, sagde Jens Jørn Justesen.

Skive Roklub har nu omkring 250 medlemmer, og det er ganske rigtigt mange flere end i 1926.

Norlys Væstpulje støtter  bredt innovative projekter inden for blandt andet idræt, kultur og forskning.

- I den sammenhæng er det vigtigt med dynamiske og initiativrige folk som jer i Skive Roklub, der brænder for jeres lokalområde. Jeres ønske om en ny robåd passer perfekt ind i Norlys Vækstpuljes formål om at gøre en forskel for fællesskabet, sagde Jens Jørn Justesen.

Han opfordrede tilhørerne til at sprede budskabet om de muligheder,  Norlys Væstpulje kan give for eksempel klubber og foreninger.

- Og så må I da også gerne sende Norlys en venlig tanke, når I køber strøm, internet og TV, sagde næstformanden.

Norlys Vækstpulje giver hvert år 50 millioner til projekter og aktiviteter, der samler mennesker og styrker fællesskaber i Danmark. Du kan læse mere om puljen her.